Nyheder 2011
 

 

Forside

Gården

Hopper

Hingste

Bedækninger

Plage

Føl

Salg

Solgte heste

In Memorium

Galleri

Links

Kontakt

 

 

 

 

 

På denne side vil vi løbende informere om hvad der foregår på stutteriet

__________________________________________________________________________

D. 17. Oktober

Lille Albert er nu rejst til Østrig, og hans nye ejere er super glade for ham, så det er rigtig dejligt.
Dette betyder også at vi nu er helt nede på 3 hingste her på gården.

Den ene af de 3 er vores lille Kong Arthur, som vi havde med til materialeprøve i går.
Mette har tilkørt og trænet ham til prøven, og det gik bare rigtig godt.
Han fik nogle super karakterer og en flot rød sløjfe.

Faktisk har alle de hingste vi selv har avlet, som har været stillet til materialeprøve, fået en rød roset med hjem, hvilket vi selvfølgelig er meget stolte af.
Vi lægger stor vægt på et godt temperament i vores avlsarbejde, så det er dejligt at se at det bærer frugt.

Tusind tak til Mette for den flotte fremvisning.
Nu krydser vi fingrene for at det går godt til maj, hvor lille Arthur skal med til kåring.
Hans karakterer fra prøven i går er skrevet ind på hans egen side.

___________________________________________________________________________

D. 8. September

I weekenden var vi til Store Hestedag, med Naomi, Jo-Jo og Ronja.
Det gik generelt godt, dog synes vi at de var lidt hårde ved mini'erne.
Lille Naomi tog dog et flot fløjplads med 39 point i hendes klassen. Ærgeligt hun ikke lige nuppede det sidste point så hun kunne komme i finalen.
Nå men det var generelt en rigtig hyggeligt dag med godt vejr og hyggeligt selvskab.
Tøsernes sider er opdateret med dagens resultater og nogle billeder som vi fik Anna til at tage for os :)

Vi har forresten også bedækket endnu en hoppe da vi ikke ville have at Kanel's føl skulle gå alene næste år, men har glemt at få bedækningssiden opdateret, så det er hermed gjort.
Valget faldt på Blondie, der er bedækket ved Lille Lys, da vi med Buzz og Bambi's kåring i år, har fået bekræftet at det er en rigtig god kombination.
Så nu kan vi forhåbentlig glæde os til to føl næste år.

___________________________________________________________________________

D. 17. August

Sommeren går, selvom det ikke har været meget sommervejr, og ponyerne har vi måtte hente op fra engen flere gange grundet oversvømmelser.
Forhåbentlig når vi at få en smule sommervejr inden sommeren er helt slut.

Snart er det tid til Store Hestedag. Sidste år havde vi ingen ponyer med da vi var i Afrika, men i år har vi tilmeldt Jo-Jo, Ronja og Naomi.
Det bliver spændende at se hvad dommerne synes om dem.

____________________________________________________________________________

D. 24. Juli

Så har vi været oppe og aflevere Robyn hos Stutteri Bakkehave.
Her skal hun til bedækning hos den dejlige Bakkehaves Jumbaldi, inden hun skal videre til sit nye hjem i Frankrig.
Vi kommer til at savne hendes dejlige personlighed.

Lille Albert kan vi heldigvis nyde lidt endnu, inden han skal rejse til sit nye hjem i Østrig engang i september.

Forsiden prydes af vores dejlige Viktorine, blot en af de dejlige hopper vi endnu har til salg.

Mange af ponyerne har fået lidt nye billeder på deres sider, så tag endelig et kig omkring.

____________________________________________________________________________

D. 17. Juli

I fredags var vi til hoppekåring, hvor vi for første gang i mange år ikke selv havde hopper med.
Vi havde derfor god tid til at hygge, snakke og ikke mindst heppe, idet Gunhild og Claus havde lille Bambi med som de købte af os som føl tilbage i 2005.
Bambi er jo helsøster til vores skønne hingst Buzz, hvilket bestemt ikke gjorde det mindre spændende.
Bambi blev oprangeret som nummer 2 af 3 lige efter den smukke miniature champion Bakkehaves Jamilah, og med flotte 40 point!!
Det er altid skønt når ens egen avl klarer sig godt, og vi er utrolig glade på Gunhild og Claus' vegne.

Med i ringen var også Bambi's første føl, det skønne lille hoppeføl: Lilleløkkes Gaia, der jo som sagt er efter gode gamle Boogie.

Vi har også fået solgt endnu en pony. Snart må vi sige farvel til skønne Robyn, der skal rejse til Frankrig, efter hun har været et smut forbi den dejlige Bakkehaves Jumbaldi til bedækning.
Robyn har simpelthen det dejligste temperament, og vi er sikre på at hun nok skal få det godt hos hendes nye familie i Frankrig.

Kanel er taget af salgssiden, da hun er blevet forfangen, og vi derfor har valgt at beholde hende hos os.
Vi synes ikke det er fair for hverken evt. køber eller for Kanel, hvis hun skal sendes videre, da der jo er risiko for at hun vil blive forfangen igen.
Vi har dog stadig mange andre dejlige hopper til salg, så tag endelig et kig forbi salgssiden.

Vi har også fået lidt flere hopper til bedækning. En fin palominobroget hoppe Sugar and Cream er kommet på besøg hos Lille Lys, og Anna's mushroom hoppe, Zilver Sun v.d. Nijkamphoeve, er tilbage på besøg hos Buzz, idet Anna er meget tilfreds med kvaliteten på Zilver's og hans første føl som hun har fået i år.

_____________________________________________________________________________

D. 28. Juni

De sidste par dage har vi haft vores lille barnebarn Angel på besøg, og hun var rigtig dygtig til at hjælpe til som stalkarl. Hun er bestemt ikke bange for noget den lille ;)

Her er også lidt billeder af vores dejlige lille Ella. Hun vokser bare så hurtigt!

______________________________________________________________________________

D. 21. Juni

Boogie er solgt.
Gunhild og Claus fra Stutteri Lilleløkke havde jo Boogie på besøg sidste år, hvor han formåede at få deres hoppe, Bambi drægtig.
I den tid han gik hos dem, blev de så glade for ham at de nu har besluttet sig for at købe ham.
Et bedre hjem kunne vi ikke have ønsket os for vores gode gamle dreng. Her får han det helt sikkert som blommen i et æg, og kan gå og hygge sig med hopperne.
Vi kører ned og afleverer ham i eftermidag, og med os hjem tager vi Boogies datter fra 2009, Lilløkkes Fiona. Hun skal på sommerferie hos os mens Boogie bedækker Bambi.
Lille Fiona er forresten til salg. En skøn lille minimal sortbroget hoppe efter Kerswell Buccaneer og Bakkegaard's Silke. Vi vil forsøge at tage nogle billeder af hende til salgssiden snart.

_______________________________________________________________________________

D. 16. Juni

Nu er sommeren rigtig igang og ponyerne nyder deres tid i engen.
Vi har lukket Kanel i stod med Lille Lys, og hun bliver højst sandsynlig den eneste hoppe vi ifoler i år.

Til gengæld har vi fået endnu et par hopper til bedækning hos Buzz. Det er Gunhild og Claus fra Stutteri Lilleløkke der har været forbi med deres to hopper Bakkegaard's Silke og Bakkegaard's Fanny-Fine. Begge hopper har de i sin tid købt af os, så det er altid dejligt at se dem igen. Fanny så vi desuden også forrige år, da hun blev bedste mini hoppe til kåringen på Sjælland.

Så har vi også fået solgt lille Albert. Vi var egentlig meget fristet til at beholde ham selv, men da vi jo skal have solgt nogle ponyer og interessen for ham har været enorm, så endte det altså med at han blev solgt. Han flytter derfor til Østrig om ca. 4 uger.

En anden og meget lykkelig nyhed er at Lille Lys' kæreste fra sidste år, Skovdigets Golden Geisha, nu endelig har fået sit første føl. Et skønt lille palomino hoppeføl. Så nu kan vi da bryste os af, at de to hopper Bambi og Geisha, som ellers ikke før har kunne komme i fol, begge er blevet dejlige mødre. Takket være hhv. Boogie og Lille Lys. Dejligt.

_____________________________________________________________________________

D. 5. Juni

Så har vi været til kåring i Fredericia. Vi tog afsted om fredagen, og dagen startede rigtig dårligt, idet vores lille cirkus hest Arthur, lykkedes at hoppe op og sætte sig fast i traileren med det ene forben. Da vi fik ham fri, var han tydeligt halt, og han måtte derfor blive hjemme :(
Buzz blev læsset alene og vi tog til Fredericia og indlogerede ham. Næste dag gik det så igang... dommerne var hårde, men for det meste retfærdige. Der blev dog bestemt ikke givet ved dørene, så efterhånden som dagen skred frem, og flere og flere dejlige hingste fik forholdsvis lave point, blev vi mere og mere nervøse. Buzz blev målt til 88 cm, og røg derfor i et hold af meget store og lækre medium hingste. Stakkels lille Buzz, synede ikke af meget blandt de kæmper. Men han gjorde det bare super godt. Som sædvanlig opførte han sig eksemplarisk og endte da også som nummer 5 ud af 11 med 39 point. Meget flot taget i betragtning af, at helt vidunderlige hingste som eks. Skovmosens Rustik, der er flere gange BIS vinder med flotte point, samt Bart v. Ruitersweide der er udstillet med 46 point og et 10-tal i traven til M&M show, samt 24 point og ærespræmie til Roskilde Dyrskue, også endte med 39 point. Fløjen i Buzz's hold fik 41 point. Nummer 6 i holdet røg i 2B og resten blev ikke godkendt.

Vi er så stolte af vores dejlige Buzz. Han er simpelthen fantastisk. Og det bedste ved ham er han helt igennem skønne temperament.
Mange tak til Mette for rigtig fin fremvisning af vores lille mand.
Med os hjem fra kåringen havde vi en lille hoppe, der var taget hele vejen fra Nordjylland, for at komme til bedækning hos Buzz, så det var søreme heldigt at han klarede skærene.
Den dejlige lille Pamela of Duke Stable er en 1. premie kroon hoppe fra Holland, så det blir rigtig spændende hvad hende og Buzz's lille romance ender ud i til næste år.
Om søndagen ankom Annexgårdens Anne så til endnu en sommerflirt med Buzz. Hun er også en super skøn hoppe, der laver nogle helt fantastiske afkom, så igen bliver det rigtig spændende at se det kommende føl.

Lille Lys' kæreste Aglaia er nu taget hjem, men heldigvis har lille manden da allerede fået en ny kæreste, idet den dejlige lille golden dun hoppe Elverhøjs Askepot er kommet til bedækning. Askepot blev klassevinder som 1 års og fik 40 point som 2 års, til Dorthealyst. Så mon ikke der kommer et dejligt lille føl efter hende og Lille Lys næste år.
Mette og Alberte fra Stutteri Elverhøj har desuden nogle dejlige ponyer til salg. De er kommet på vores salgsside.

Hjemme fra kåringen kunne vi glade konstatere at Arthur allerede var helt haltfri, og han fik da bestemt også travlt med at rende rundt og holde øje med Buzz og hans nye damer. Men ja pga. hans cirkus tricks, må han altså nøjes med at kigge misundeligt på. Ihvertfald indtil næste år, hvor han får chancen for at komme med igen :)

D. 1. juni fik vi et nyt familiemedlem, da vi tog den lange tur til Jylland for at hente vores dejlige lille Ella. Hun er en skøn og livsglad lille broholmerhvalp, der allerede er faldet godt til på Bakkegaarden. Billeder følger snarest :)

_____________________________________________________________________________

D. 17. maj

Selvom vi ikke selv har fået flere føl endnu, kan vi nu glæde os over at to af vores hingste er blevet fædre i sidste uge.
Anna's hoppe Zilver fik natten til søndag et skønt lille hoppeføl efter Buzz. Det er Buzz's første afkom og hun ser rigtig dejlig ud.
Nu er vi bare spændte på hvordan Buzz klarer sig til kåringen på lørdag.


Shady Acres Zita

Og i torsdags fik Gunhild og Claus' lille hoppe Bambi, et smukt sort hoppeføl. Bambi har Gunhild og Claus købt af os tilbage i 2005.
Det er ikke tidligere lykkedes at få Bambi i fol, men et besøg af vores dejlige gamle herre, Boogie, gav altså pote. Hvor er det dejligt.

Lille Lys havde også besøg sidste år af en hoppe der efter flere års forsøg heller ikke var kommet i fol. Vi har nu fået besked om at hun er begyndt at sætte yver, så det bliver rigtig spændende at se om Lille Lys også har kunne klare ærterne ligesom Boogie.

Buzz havde sidste år også besøg af den skønne Annexgården's Anne, men vi har nu fået den sørgelige besked, at føllet desværre er dødt. Det var ellers et stort smukt, sort eller smokey black hingsteføl, og Anne's ejere Mette og Alberte var selvfølgelig meget kede af det. Anne kommer derfor igen på søndag efter kåringen, så hun kan hygge sig med Buzz igen i år.

_____________________________________________________________________________

D. 14. Maj

Vel hjemme fra en dejlig tur til Afrika, og foråret er rigtig kommet til Danmark.
Hvor er det bare dejligt. Vi har fået 4 ællinger og en enkelt lille kylling, indtil videre.
1. maj fik Lille Lys en skøn lille dame til bedækning: Annagaard Aglaia

De lærte hurtigt hinanden at kende og går nu og hygger sig sammen de to.
De andre hopper kigger misundelige på

Alle ponyerne er nu også kommet i engen. På nær de drægtige hopper og Buzz og Arthur der jo skal med til kåring på lørdag.

Hopperne nød ligesom de forrige år at komme ned i engen og boltre sig.

Unghingstene er også kommet i engen. Lille Albert og Annas lille Zodiac er lukket sammen med Sandman og Florian, og drengene hygger sig rigtig godt.

Sandman skulle jo være solgt og afleveret 1. maj, men grundet usikkerhed omkring køber valgte vi ikke at sælge ham alligevel. Han har dog allerede fundet en ny ejer, nemlig Dorthe, som Kate kender fra et kursus. Dorthe er en super sød pige, som har forelsket sig fuldstændig i lille Sandman, så vi er meget glade for at hun skal være Sandmans nye mor.
Sandman bliver hos sine venner på Bakkegaarden, indtil Dorthe har fået gjort klar til ham hjemme hos sig selv.

Gode gamle Boogie er også kommet i engen og ser utroligt godt ud trods sine 18 år.

En del af ponyerne har fået lidt nye billeder på deres sider:
Albert, Arthur, Boogie, Ronja, Linda, Sandman, Kanel, Lille Lys, Mini-Mai, Viktorine, Nappeline.

 

_____________________________________________________________________________

D. 10. April

Ja nu er det snart to måneder siden sidste opdatering.
Siden sidst, har vi desværre måtte sige farvel til vores dejlige hund Doris, så nu har vi på lidt over et år mistet 3 af vores 4 skønne hunde.
Kun lille Martha er tilbage. Heldigvis har hun det godt. Det er dog utroligt hårdt at skulle tage afsked med så mange af sine dyr på så kort tid.

Sidste uge var vi nede og aflevere Leon og hans bedste ven Noah til deres nye hjem. Der skal de nok få det rigtig godt.
Lille Sandman er også solgt, og ham skal vi aflevere hos hans nye ejer d. 1. maj, når jeg kommer hjem fra Afrika. Jeg tager nemlig til Afrika i dag og kommer først hjem igen d. 28. April.

Vi har måtte indse at vi er nået pensionsalderen, og vi kan ikke klare så meget som vi kunne da vi var yngre. Vi har besluttet at vi vil flytte i noget mindre, og det har så betydet at jeg har måtte tage en hård beslutning, og sætte en del ponyer til salg. Det har været rigtig hårdt at vælge hvem der skal beholdes og hvem der skal sælges.
Salgssiden er derfor nu opdateret.
Indtil jeg kommer hjem fra Afrika d. 28. April, bedes i kontakte Anna, hvis i har spørgsmål om, eller er interesseret i, nogle af ponyerne.
I kan også arrangere med hende, hvis i vil komme og se dem. Anna's tlf. nummer og email kan i finde på salgssiden.

Buzz og Arthur er nu meldt til hingstekåringen, så det bliver rigtig spændende hvordan det går.

_____________________________________________________________________________

D. 12. Februar

Ja ulykkernes tid var så åbenbart ikke forbi alligevel.
Få dage efter sidste opdatering folede Blondie og fik et skønt lille cremello hingsteføl.
Desværre var han nok det man kalder et "dummy føl", og han havde derfor svært ved at patte. Trods hjælp til at patte blev han svagere og svagere og kun 1½ døgn gammel, sov han stille ind 5 minutter før dyrlægen ankom :(
Vi tør snart ikke tro på at det skal blive godt igen.

Vi har nu kun to folinger tilbage, Viktorine og Mini-Mai. Vi krydser alle fingre for at disse føl vil komme til verden uden problemer.

Vi har jo valgt at beholde alle føllene fra sidste år. Derfor er vi selvfølgelig nødt til at skille os af med nogle af vores hopper. Vi har nogle stykker på salgsiden allerede og har nu valgt også at sætte Rose til salg, da vi både beholder hendes datter Ronja og hendes søster Jo-Jo. Hun er derfor kommet på salgssiden.

_____________________________________________________________________

D. 2. Februar

Endnu et år er gået og et nyt er begyndt.
2011 havde bestemt ikke nogen god start her på Bakkegaarden.
Vi havde jo 3 dejlige hopper der var højdrægtige og sat til at fole her i slut januar - start februar.
D. 17. januar kl. 4.20 går Surprise i foling. Spændte går vi ned i stalden og ringer til Anna. Allerede inden Anna når frem kan vi se at ikke alt er som det skal være og ringer til dyrlægen. Dyrlægen når frem kl. lidt i halv seks netop som vandet går. Hun finder hurtigt et hoved og to forben, og så går vi igang med at trække. Vi ender med at trække i næsten 2½ time, før dyrlægen endelig får vendt føllet 180 grader og det lykkedes os at trække føllet ud med bagbenene kl. lidt over otte om morgenen. Til vores og dyrlægens store forundring og glæde, var føllet stadig i live!! Et dejligt lille rødt hoppeføl.
Vi gjorde alt hvad vi kunne for Surprise og føllet, væske, antibiotika, stivkrampe serum, råmælk via sonde til føllet osv. og aftalte at vores egen dyrlæge Anders kom ud og så til dem i løbet af dagen.
Føllet var blevet trukket så meget med kæder i forbenene at hun ikke ikke kunne stå på dem, og Surprise fik det de følgende par dage værre og værre og vi endte med at beslutte at aflive hende pga. smerter :(
Føllet fik skinner og bandager på i håb om at få senerne strukket så hun kunne komme op og gå.
Få dage efter vi måtte sige farvel til Surprise, fik Linda pludselig fedtlever og var tæt på at dø. Vi kæmpede alt hvad vi kunne for hende, og vores stakkels dyrlæge Anders måtte næsten flytte ind herude i kampen for Linda og det lille føl.
Efter et par dage aborterede Linda sit ellers fuldborne smukke lille hoppeføl :(
Som dagene gik fik Linda det langsomt bedre og føllet kunne pludselig stå på sine ben uden skinner eller bandager!
Vi beslutter os for at kalde den lille prinsesse for Victoria, for det må da om noget være en sejr at overkomme først så hård en fødsel, tabet af sin mor og derefter kæmpe sig op og stå på sine stakkels små ben.

Nu ser det ud til at både Victoria og Linda er ovre det værste, og Victoria har sågar fået sig en "ny mor" idet vores dejlige hoppe Jasmin der jo elsker babyer, med glæde adopterede det lille føl. Hun har godt nok ingen mælk, da hendes eget føl fra sidste år, Jo-Jo, er blevet fravænnet, men hun fungerer ellers super som erstatningsmor. Og maden må madmor Kate jo så stå for ;)

Den sidste hoppe der er sat til at fole her i januar-februar er Blondie, og hun er nu også så småt begyndt at sætte yver. Så vi håber der snart kommer en sund og rask lille følle-bølle der kan lege med Victoria.

Ellers er der ikke sket så meget andet, end at vi har fået fravænnet føllene fra sidste år.
Det tog de rigtig fint, og vi inrettede ligesom sidste år en fin lille børnehave til dem inde i laden

Og med en løbegang derfra og ud til deres fold, er det nemt at lukke de små banditter og lege

Buzz synes det er rigtig hyggeligt at have nogle små naboer at snakke med. Han går jo alene da han skal til kåring her til foråret, hvilket vi glæder os rigtig meget til.

Vi har fået en mail fra Jaqueline fra Sweitz, der har en dejlig lille hingst til salg. Jaqueline er hende der hjalp til ved salget af Sorcerer sidste år. Vi har lagt info og billeder af hingsten på vores salgsside, så hvis der er nogle der skulle være interesserede i en skøn lille golden dun mini hingst så kan i tage et kig.

Så er der vel ikke så meget andet at sige end at "når enden er god, er alting godt"

Vi ser fremad og håber at 2011 bliver meget bedre fra nu af!!

______________________________________________________________________________


______________________________________________________________________________________________

Nyheder 2010

Nyheder 2009

Nyheder 2008

Nyheder 2007